Interaktive Test - Karakteristika & Nyskabelser

De interaktive test er en forholdsvis simpel teknologi, men har større og større betydning for vores forbrugsmønstre, reaktion ved sygdom, valg af uddannelse eller sågar politikker. - Er testene gode kan de føre til bedre valg, men er de dårlige kan de gøre stor skade i form af dårlige valg på et uigennemskueligt grundlag. Testene har dermed i sidste ende også betydning for samfundsudviklingen og det er vigtigt, at der sker en kvalificeret og saglig udvikling af de tests, der skal vejlede os i forbindelse med centrale valg - ikke mindst i forhold til, hvor vi skal sætte vores kryds ved folketingsvalg.

Test før og nu

Konceptet bag interaktive test genfindes i avisernes og bladenes "test-dig-selv-opgaver", hvor man skal sætte hak ved en række svarmuligheder og selv tæller point sammen og finder den gruppe man hører til. Test har således mange år på bagen, men med computerens udbredelse kunne de gøres interaktive, så brugeren ikke selv skal finde frem til svaret. Det var dog først efter udviklingen af world wide web (www) i 1992 samt scriptsprogene javascript og flash i 1995, at de interaktive tests vandt udbredelse i en grad, så de i dag findes i et utal af varianter.

Udgangspunktet er "test-dig-selv"-test, men det er samme funktionalitet, man gør brug af, når man indtaster oplysninger om det ønskede produkt i en e-butik. Forskellen er blot, at man ikke får en respons om én selv, men en eller flere anbefalinger af et produkt. Se eksempelvis Nokias søge-applikation: her indsendes som i en test en række oplysninger, der bruges til at afgrænse et resultat.

Filtrering og interaktive test

En filtrering kan udføres på en række elementer (f.eks. produkter), som har unikke og fælles egenskaber og derved filtrerer de elementer fra, der har en specifik egenskab eller mangler denne.
F.eks. vil en 'Bluetooth' filtrering sortere alle telefoner fra, der mangler Bluetooth understøttelse.
En interaktiv test er ikke en filtrering, men kan anvende en filtrering, da en interaktiv test kræver, at brugeren skal tage en eller flere beslutninger.

Nokia eksemplet til højre er en filtrering, medmindre der bliver tilført spørgsmål som:

  • Hvilket design kan du bedst lide?
  • Hvilke funktioner er vigtige for dig i en mobiltelefon?

Valgeksemplet er fra Folketingsvalget år 2011. En anden test i forbindelse med præsidentvalget i USA år 2012 mellem Romney og Obama kan tages på Test dig selv: Er du til Obama eller Romney. Der er desuden en lille test her om Schengen aftalen: Test dig selv: Pia K. kløjes i Schengen - gør du?

Karakteristika

Testene kan deles op efter 2 grundlæggende karakteristika:

  • Kompleksitet: er det en simpel test med få input og kun en tilbagemelding til bruger eller en mere kompleks test med flere input og respons i form af en liste af svar med det bedste match øverst?
  • Selvstændighed: er testen en selvstændig applikation på hjemmesiden eller en integreret applikation, der ikke skal skille sig ud fra resten af siden?

Disse karakteristika har betydning for såvel udvikling som brug. - Simple test er også enkle at udvikle især når de skal stå som selvstændige applikationer, mens en rangering af resultatet kan være en endog meget kompleks udviklingsopgave. I forhold til brug er de simple tests og deres resultater lettere at gennemskue for brugeren, hvor det kan være svært at gennemskue systemet bag komplekse tests og brugeren lægger måske slet ikke mærke til de integrerede tests.

Karakteristik af tests

Karakteriser de to tests i eksemplerne:

  1. Er der tale om en simpel eller kompleks test - på hvilken måde?
  2. Står testen for sig selv eller indgår den som delelement i et system?
  3. Hvorfor har man valgt denne form til testen? Ville en anden form være mere hensigtsmæssig?

Nyskabelser - Innovation

En interaktiv tests innovative potentiale afhænger ikke blot af, om der tale om en simpel eller mere kompleks evaluering af brugerinput. Fremfor kompleksitet er det snarere kendetegn som kreativitet og brugerappel, der afgør om en interaktiv test har et innovativt potentiale.

Tag eksempelvis tests i Facebook eller andre sociale systemer - de er oftest ganske simple, mens det innovative består i, at man kan dele og sammenligne resultater. Her er det altså i første omgang ikke selve testen, men at de indsættes i en social sammenhæng, der skaber nye mulighed. På Facebook findes der et utal af tests, men kun få får stor udbredelse.

nokia-telefon-valg.png
DRvalg2011.png

Analyse af innovative aspekter

Undersøg nogle af de populære på nettet - se eksempler i interaktive-test-eksempler

  1. Hvem står bag testen? Hvorfor?
  2. Hvad undersøger testen?
  3. Hvilken form for respons får brugeren?
  4. Hvordan kan testens brugergrænseflade karakteriseres?
  5. Hvordan forsøger testen at nå sine brugere?
  6. Hvilke karakteristika tror du, der gør testen populær?
Medmindre andet er angivet, er indholdet af denne side licenseret under Creative Commons Attribution-NonCommercial 3.0 License